Kong Rolf


I sin høje alderdom fik Roar en søn, som blev kaldt Rørik. Helge fik en søn, som kaldtes Rolf. Roar satte stor pris på Rolf, men han efterfulgtes som konge af sin egen søn Rørik. Snart brød der strid ud mellem Rørik og Rolf, og Rolf fældede Rørik og blev konge. Roars ældste broder, Hjørgar, der døde som ung, efterlod sig en søn, som hed Hjarvard der nu efterstræbte kongemagten. Rolf med tilnavnet Krake byggede en stor, flot kongsgård i Lejre. Men den blev på en måde hans død. Han blev overlistet i sin egen gård af Hjarvard. Kongsgården brændte ned til grunden, og kong Rolf og alle hans bersærker – undtagen en – døde under branden eller i kamp.

Da Rolf var fældet satte Hjarvard sig i Skjoldungernes højsæde og holdt et stort gilde for sin sejr. Den sidste af Rolfs mænd, Vøgg (Viggo), trådte nu frem, og da Hjarvard rakte sværdodden mod ham, for at han skulle sværge ham troskab, svarede Vøgg: “Det var skik i Rolfs hal, at mændene tog hjaltet i hånd og svor troskab på den og ikke på odden”. Så vendte Hjarvard sværdet om og lod hjaltet pege mod Vøgg; han greb fast om det og stødte sværdet gennem Hjarvard og opfyldte dermed et løfte han havde givet, om at ville hævne sin konge.

(Frit efter Wilhelm Grønbech: Nordiske Myter og Sagn.)

Created by: Lejre-MultiMedia ©2006