21. september 2005

Foreningens formand gennem en årrække, Leif Færregaard Jensen, er død 79 år gammel. Det er et uoverskueligt tab for foreningen. Herunder bringes et mindeord for Leif.

Det er med stor sorg, at vi nu må sige farvel til en af Lejres største mænd. Leif Færregaard Jensen døde i søndags, 79 år gammel. Alt for tidligt skulle man mene, men der var vel brug for ham i de himmelske arkiver…

Et gammelt arabisk ordsprog siger, at når en klog mand dør, så er der et bibliotek der brænder. I Leif Færregaards tilfælde kan det næsten ikke siges mere rigtigt. Ingen vidste mere om Lejres historie end han. Han efterlader et tomrum, som bliver umuligt at udfylde.

Leif Færregaard (til højre i hvid skjorte) fremviser en stendysse. Lejre 2004.

Selvom Leif med stor flittighed gennem årene har øst af sin viden, gennem artikler i diverse aviser og blade – ikke mindst i sin egen ”opfindelse”, tidsskriftet Lethrica – så tager han dog det store overblik og sine dybe indsigter med sig.

Man kunne altid komme til Leif og spørge ham om et godt råd om dette eller hint. Han kunne altid på forunderlig vis grave selv de fjerneste kilder frem fra sin hukommelse og sætte dem sammen til svar, også på de nogle gange dybt komplicerede spørgsmål, der opstod.

En af de ting, Leif og jeg talte meget om i de senere år, var oldtidens naturlige helligdage. Vi fandt for nogle år siden ud af, at Øm Jættestues stengang peger lige mod den fuldmåne, som ligger tættest ved jævndøgn. Forårsjævndøgnsfuldmånen måtte have haft med fødsel/spiring at gøre, enedes vi om, mens fuldmånen tættest på efterårsjævndøgn handlede om høst og død. Af alle dage erfarer jeg nu, at Leif tog af sted herfra, mens denne sidste fuldmåne oplyste himmelhvælvet og lagde sine stråler som en bro mellem himlen og jorden. En tilfældighed? Leif kunne godt lide at få det sidste ord.

Leif Færregaard i jernalderudstyr hjemme i haven, Lejre 1990
Foto: Signe Rød

 

 

 

 

 

Leif Færregaard flyttede til Lejre fra Brøndbyøster i 1969. Han var gennem mange år filialbiblioteksbestyrer i Rødovre, men da biblioteket i 1990 blev nedlagt, fik han tilbud om at overtage ledelsen af Lokalhistorisk Arkiv i Lejre, som han bestyrede til det sidste. Han blev også hurtigt efter tilflytningen til Lejre en vigtig del af Lejre Fredningsforening (nu Lejre Historiske Forening), og som foreningens formand fra 1973 og frem til han blev syg i foråret, kom han gennem en årrække til at tegne foreningen udadtil.

Leif havde en fantastisk evne til at tilegne sig viden, lagre den i sin hukommelse og bruge den praktisk i arbejdet med at kortlægge Lejres historie. Utrættelig var han, i sin søgen efter den viden, som jorden og arkiverne gemmer på – en ægte forskersjæl. Pertentlig i sin nedfældning af alt, hvad han fandt. Alt skulle registreres – og gemmes… hvilket ikke mindst kom til at præge det lokalhistoriske museum, som han sammen med vennerne i Fredningsforeningen fik skabt. En fin samling, som har indført mangen en skoleelev (eller voksen for den sags skyld) i hjemegnens spændende fortid. Hans mange, tykke mapper med optegnelser af de arkæologiske fund fra Lejreegnen, vil i mange år fremover ærbødigt blive taget ned fra hylden, når vi får brug for at sammenstille nye fund med gamle, for derigennem at forstå, hvad de betyder. Og hver gang vil vi med sorg i hjertet blive tvunget til at erkende, at Leif ikke er her mere til at uddybe og forklare. Til at dele den store glæde, som fundet af en halv flintøkse, en fibel fra vikingetiden eller et ornamenteret potteskår kan fylde et passioneret hjerte med.

Leif krævede meget af sine omgivelser og ikke mindst af sig selv. Der var ingen letkøbthed i nærheden af Leif, og han var ikke bange for at sige sin mening. Han havde en medfødt foragt for opstyltethed, og han var utroligt stædig. Når han mente, at han havde ret i en sag, så gav han sig sjældent. Men der var en lune i hans øjne. Der var en venlighed og en naturlig rolighed omkring ham. En varme, når hans store krop kluklo af noget, han fandt morsomt, og et ungdommeligt åbent sind, som gjorde, at man altid følte sig velkommen i hans nærhed. Mangen er den Lejreborger, som vil savne de hyggelige stunder med Leif omkring hans skrivebord på Lokalhistorisk Arkiv, og de minderige stunder, hvor han gavmildt delte ud af sin viden.

Leif Færregaard Jensen var Lejres hukommelse. Med ham blev en stor og vigtig del af vor egns historie gjort levende og nærværende. I disse år, hvor så mange af vore fortidsminder forsvinder i nybyggeriets hellige navn, er det vigtigt for os at huske, hvorfra vi kom, og hvem der var her før os. Dét vidste Leif, og nu er han selv én af dem. Gid hans livs arbejde må virke som en ledeflamme for fremtidige generationer her på egnen. Som inspiration for de nye Lejreborgere til at passe på den jord, vi vandrer på – det, der er Lejre – og de hemmeligheder, som jorden gemmer på. Til at huske vore rødder.

Der er stor sorg på jorden i dag – men fest i himlen.
En stor mand har forladt os. En god ven.
Æret være hans minde!

På vegne af Lejre Historiske Forening,
fmd. B-Joe Johansen