Den kongeslægt, som rådede i Lejre på Sjælland, kaldte sig Skjoldunger. Deres stamfader var Skjold, som kom sejlende over havet, uden at nogen kendte hans herkomst. Engang i urgamle dage så Danerne et skib styre ind mod kysten; det havde ingen årer ude, og der var ingen styrmand at se om bord. Da det gled ind og lagde sig i havstokken, fandt de en lille dreng liggende alene på dækket; hans hoved hvilede på et neg, og rundt om ham var der opstablet våben. Danerne bar ham i land og førte ham op på tinge; der satte de ham på den hellige sten og udråbte ham til konge.

Da han voksede op, blev han en mægtig fyrste, og hans navn blev storlig æret både i Danmark og viden om blandt naboerne. Da Kong Skjold var død, bar hans mænd ham ned til kysten, som han selv havde befalet; der lagde de ham i hans eget skib og stablede våben og guld op om ham på alle sider. Derpå lod de skibet gå til havs, og ingen har nogen sinde hørt, at det er kommet ind i nogen havn.

Før Skjold var Dan konge i Lejre. Skjold efterfulgtes af sin søn Halfdan, der fik sønnerne Hjørgar, Roar og Helge. Hjørgar døde i en tidlig alder, men Roar og Helge blev konger i Lejre. Roar sad oftest hjemme på Kongsgaarden og styrede land og rige, medens Helge jævnligt var ude på vikingetogt.

(Frit efter Wih. Grønbech: Nordiske Myter og Sagn.)